Foto af David Everett Strickler hos Unsplash

Kiev: Mens Trump har sagt, at han nu vil frigive optagelserne af opkaldet til den ukrainske præsident, så indleder formanden for Repræsentanternes Hus nu en rigsretssag mod den amerikanske præsident.

Har den amerikanske præsident Donald Trump truet den ukrainske præsident Volodimir Zelenskij med at indefryse amerikansk støtte, hvis han ikke hjælper med at finde snavs på den tidligere amerikanske vicepræsident Joe Biden og hans søn? Det er det spørgsmål, som formanden for Repræsentanternes Hus Nancy Pelosi nu vil have svar på. 

“I dag kan jeg annoncere at Repræsentanternes Hus bevæger sig frem mod en officiel rigsretssag undersøgelse. Præsidenten må holdes ansvarlig. Ingen er over loven,” sagde Nancy Pelosi ifølge CNN. 

Sagen kommer efter, at de ukrainske myndigheder, ifølge det ukrainske nyhedsbureau Unian, har undersøgt hvidvaskelse i Ukraine for over 300 millioner kroner. Hvidvaskelsen skulle være sket i forbindelse med et opkøb af en virksomhed af virksomhederne Wirelogic Technology AS, Digitex Organization LLP og Burisma Holdings Limited, hvor Joe Bidens søn Hunter Biden sad som bestyrelsesmedlem i Burisma Holdings Limited.

Trump er uenig

Kort efter kom Donald Trump på Twitter og kaldte hele sagen for en “Witch hunt”. Han har nu lovet af frigive en optagelse af opkaldet med den ukrainske præsident Volodimir Zelenskij. Trump har sagt, at han har snakket om den tidligere amerikanske vicepræsident Joe Biden med Zelenskij, men har dog afvist, at han har tilbageholdt næsten tre milliarder kroner i støtte til Ukraine, før den ukrainske præsident starter en undersøgelse af Joe Biden.

I stedet siger Trump, ifølge Reuters, at han tilbageholder midlerne, fordi de europæiske lande bidrager for lidt til Ukraine. 

“Min klage har altid været, at jeg vil tilbageholde og vil fortsætte med at tilbageholde indtil tiden, hvor Europa og andre nationer bidrager til Ukraine, fordi det gør de ikke,” sagde Donald Trump ifølge Reuters. 

Sagen om telefonopkaldet startede efter en whistleblower i Det Hvide Hus forklarede om opkaldet til den ukrainske præsident. Ifølge whistlebloweren skulle Trump have lagt pres på Zelenskij for at få ham til at starte en undersøgelse af Joe Biden, som er en af demokraternes præsidentkandidater til valget næste år. 

 

LÆS  Præsidentens retslige-reform er på randen af kollaps
close