Den ukrainske landbrugsrevolution står for døren

Af Mikkel Schøler, chefredaktør for Ukrainenu.dk

Ukraine er ikke bare Europas største land, hvis man fraregner Rusland. Ukraine er samtidigt et meget frugtbart landbrugsland. Faktisk har Ukraine 32 millioner hektar dyrkbart land. Det svarer til 1/3 af alt dyrkbart land i EU, men jorden bliver slet ikke udnyttet optimalt. Det er danske virksomheders chance.

Danmark er et lille land sammenlignet med Ukraine. Faktisk er Danmark et lille land sammenlignet med de fleste andre lande, men det er måske en af grundene til, at Danmark så tidligt har udviklet så effektiv en landbrugssektor.

Efter krigen i 1864 blev udtrykket ”Hvad udad tabes, må indad vindes” populært. Det bliver i dag set som kernen i Hedeselskabets arbejde med opdyrkning af den jyske hede. Efter tabet af den rige sønderjyske landbrugsjord, måtte man udnytte hver eneste mulige hektar for ikke at blive et fattigere land.

Efter Sovjettiden har Ukraine i en vis grad forsøgt at gøre det samme. I dag er markedet præget af store farme, men der er stadig op mod 50% af den dyrkbare jord, som dyrkes som småbedrifter. Det giver lav kapitalisering og lav effektivitet.

Den ukrainske landbrugsreform sigter netop efter at gøre op med den dyrkningsform, og det er her danske landbrugsvirksomheder kommer ind i billedet.

Som vi har rapporteret her på Ukrainenu.dk, betyder reformen at den offentligejede jord skal privatiseres. Det vil i sig selv give nogle muligheder for, at danske landbrugsvirksomheder direkte engagerer sig i dyrkningen og udvider deres indtjening på den måde. Derudover er der brug for ekspertise. Både i dele af de eksisterende store farme og de nye større farme, der vil blive dannet af ukrainske ejere.

I Danmark er vi ikke kun gode til at dyrke jorden, vi er direkte eksperter i at få mest muligt ud af at forædle landbrugsprodukterne. Vores processer, kvalitetskontrol og forbrugerbeskyttelse er af så høj standard, at f.eks. kinesiske turister er kendt for at hamstre modermælkserstatning med hjem, når de har været i Danmark.

En landbrugsrevolution i dag er så meget mere end selve dyrkningen, og få lande i verden kan måle sig med danske virksomheder i den sammenhæng.

Derfor har Ukraine brug for danske landbrugs – og landbrugsrelaterede – virksomheder som medejere og som partnere.

Man kan også sige, at danske landbrugsvirksomheder har brug for Ukraine. Selvom vi hele tiden forsøger at udvikle nye processer og teknikker til at trække mere værdi ud af det dyrkede areal i Danmark, må vi nok erkende, at det er begrænset hvor meget mere, der indad vindes kan.

Derfor vil vi gennem den næste tid drypvist sætte fokus på landbruget i Ukraine, for hvis det danske landbrug skal øge sin indtjening, må man derfor gøre som nogle af de større succesfulde landbrugsselskaber og kigge udover den danske grænse.

Ligesom vi gør på Ukrainenu.dk

close