Foto af History in HD hos Unsplash

Kiev: Mens der spekuleres i, hvorvidt Frankrig og Tyskland vil presse Ukraine til at gå længere for fred med Rusland, end landet er klar til, så blander Donald Trump sig i de to landes forhold til Ukraine. 

Frankrig og Tyskland skal gøre mere for at støtte Ukraine. Sådan er budskabet fra USA’s præsident Donald Trump, der mener, at Ukraine har en række problemer, som de to lande ikke hjælper med at få løst.

“Jeg har støttet Ukraine fra begyndelsen. Men jeg er meget utilfreds med at andre lande ikke gør det samme. Tyskland bør bruge flere penge – meget mere. Frankrig – alle EU-landene bør bruge flere penge. Hvorfor bruger vi penge, når de ikke gør?” sagde Donald Trump, ifølge det ukrainske nyhedsbureau Unian, på en pressekonference nær Det Hvide Hus.

Trumps udmelding kommer i en tid, hvor Ukraine har taget en række skridt for at forsøge at genstarte fredsforhandlingerne med Rusland om at stoppe krigen i Donbas og stridighederne om Krim-halvøen. I 2014 annekterede Rusland Krim-halvøen og få måneder efter løsrev russisk-bakkede separatister dele af den ukrainske Donbas-region. Konflikten har siden kostet mere end 13.000 mennesker livet ifølge FN. 

Frankrig og Tyskland presser Ukraine

Mens Ukraine tager en række skridt for at genstarte forhandlinger såsom at tilbyde tilbagetrækninger langs fronten og lufte muligheden for at løfte dele af den økonomiske blokade mod Donbass-regionen, så spekuleres der i, om Tyskland og Frankrig presser Ukraine for meget. Flere iagttagere i Ukraine frygter, at de to lande presser Ukraine til at give mere til Rusland i potentielle forhandlinger, end landet er klar til, for at sikre fred. 

Trumps udmelding kommer derfor i en tid, hvor Tyskland og Frankrig ellers forsøger at fremsætte sig selv som de egentlige fredsmagere. For nyligt godkendte Repræsentanternes Hus i USA militær støtte til Ukraine på cirka 1,6 milliarder kroner, foruden yderligere sikkerhedsassistance for omkring 900 millioner kroner. 

Håbet om nye fredsforhandlinger mellem Rusland og Ukraine har fået ny næring efter de to lande udvekslede fanger for et par uger siden. Her fik hvert land udleveret 35 fanger, og det blev fremsat som en success på begge sider. 

close