Foto af Jørgen Håland hos Unsplash

Kiev: Ukraines viceudenrigsminister slår fast, at det er ukraines mål at blive medlem af NATO, selv om et partimedlem udtrykte sig anderledes.

Der er slet ingen tvivl om, at Ukraine skal være medlem af NATO. Sådan lyder det fra ukraines viceudenrigsminister Yehor Bozhok, efter en udtalelse fra en af hans partifæller har fået folk til at spekulere i, om Folkets Tjener vil lede efter andre alternativer.

“Vi har gjort det klart, at vores ultimative mål er at få NATO-medlemskab. Taktikken kan variere, men vores mål er det samme,” slog Yehor Bozhok i går fast ifølge det ukrainske nyhedsbureau Unian.

Kommentaren kommer efter, at det trak overskrifter i Ukraine, at partifællen Iryna Vereshchuk udtrykte sig skeptisk overfor ukrainsk medlemskab af NATO. 

“Vi vil gerne, men de tager os ikke (ind i NATO). Vi har hamret på lukkede døre, mens vi har mistet vores omdømme. Vi skal ikke gå hen, hvor vi ikke er velkomne,” sagde parlamentsmedlemmet for Folkets Tjener Iryna Vereshchuk for nyligt, ifølge Unian. 

Udtalelsen fik iagttagere til at undre sig over, om det mon var partiets politik at finde andre sikkerhedsgarantier, især efter at nogle har kritiseret præsidenten for at være for venligstillet over for Rusland i forsøget på at opnå fred. 

 

close
LÆS  De ukrainske lokalvalg bliver en vigtig test for Zelenskij