Foto: Emil Filtenborg.

Zelenskijs nye fredsaftale har gjort flere i befolkningen vrede – nogle af dem gik på gaden tirsdag aften. 

To større spontane demonstrationer brød tirsdag aften ud i Kyiv som reaktion på den fredsaftale, præsidenten Volodimir Zelenskij har underskrevet. Aftalen kræver, at der bliver afholdt valg i de besatte områder i Lugansk og Donetsk.

Derudover skal begge sider trække militæret tilbage. Fredsaftalen, hvis navn er Steinmeier-aftalen, giver dog også Lugansk og Donetsk en form for selvstyre. Den del er endnu ikke blevet afklaret for offentligheden.

Til trods fra uklarheden, var det nok til, at omkring 300 mennesker tirsdag gik til en spontan demonstration på Maidan. Maidan er kendt som arnestedet for den revolution, der i 2014 væltede præsident Viktor Janukovitsj – en begivenhed, der paradoksalt nok satte skub under løsrivelsen af det østlige Ukraine.

Stærkt nationale kræfter

UkraineNu var til stede ved demonstrationen på Maidan, hvor selverklærede nationalister og patrioter råbte slagord som “Slava Ukraina – Heroiv Slava,” et kampråb der ærer Ukraine og de faldne soldater.

I løbet af demonstrationen, der i det store hele forløb fredeligt, var der enkelte tilfælde af vold, der dog ikke udviklede sig.

En mand skældte ud på demonstranterne, der svarede igen ved at bryde ud i landets nationalsang. I tweetet nedenunder, kan du se et brudstykke af demonstranternes sang.

close