Arkivfoto: kyivcity.gov.ua

Ukrainske brandmænd fortsætter kampen mod flammerne i Tjernobyl.

I snart en måned har det ukrainske brandvæsen kæmpet med flammerne i eksklusionszonen i Tjernobyl. Efter ti dage fik de efter eget udsagn slukket brandene, men det holdt kun i to dage, før ilden brød ud igen.

Siden har omtrent 200 brandmænd kæmpet med ilden, skriver Unian, der blandt andet allerede har fortæret flere af de landsbyer, som er en del af de mange ture, turister tager på i området. Heldigvis bliver ilden ved attraktionerne indtil videre.

Depoterne med radioaktivt materiale er ikke truede af ilden – det samme gælder for den store sarkofag, som er blevet bygget rundtom Reaktor 4, der sprang i luften i april 1986 og udløste verdenshistoriens værste atomkraft-ulykke.

Luftforurening fra skovbrande

Tidligere på måneden drev store skyer af røg indover den ukrainske hovedstad Kyiv, hvor den gjorde luften nærmest umuligt at indånde. I starten frygtede man, at det var fra brandene i Tjernobyl, der ligger godt 100 kilometer væk, men det blev sidenhen afvist af myndighederne.

Imens hele byen lugtede af bål, gik målingerne for luftkvalitet helt amok. Der var endda dage, hvor man på appen AirVisual kunne se flere steder i Kyiv, der havde så ringe luftkvalitet, at målingerne sagde 499. På skalaen repræsenterer 0 helt ren luft. Den dårligste luft finder man steder med målinger på 500.

Der er dog ingen røggener i Kyiv i dag, og det har der ikke været i et godt stykke tid.

Ukraines største attraktion 

Tjernobyl er en af Ukraines største turistattraktioner med 120.000 besøgende sidste år. Området har oplevet øget interesse, efter at HBO lavede tv-serien Chernobyl, som handler om Sovjetunionens håndtering af ulykken.

På årsdagen for ulykken fløj præsident Volodimir Zelenskij indover ekskluslionszonen omkring reaktoren. Ifølge ham er omtrent 11.000 hektar skov i området brændt væk, skriver Unian.

 

 

close