Foto: Emil Filtenborg

Den kendte oligark Igor Kolomojski, der har meget magt i Ukraine, er under pres i USA, hvor han får konfiskeret ejendomme og virksomheder.

Den ukrainske oligark Igor Kolomojski har længe været et kendt ansigt i Ukraine, hvor befolkningen kender ham som en magtfuld mand, som med tvivlsomme metoder ofte får det, som han vil have det. I udlandet blev han specielt kendt i 2016, da hans banks PrivatBank – Ukraines største – blev nationaliseret af den ukrainske stat. Det skete, da der blev fundet et hul i bankens regnskab på fem milliarder dollar, som Kolomojski og Gennadiy Bogolyubov, der var den anden ejer af banken, bliver beskyldt for at have stjålet. 

En kriminalteknisk revision viste senere, at langt de fleste af bankens udlånsportefølje var udlån til andre virksomheder, der ejes eller kontrolleres af de samme ejere. Der er begyndende retssager i flere lande, da sagen også trækker tråde til udlandet. 

I USA er domstolen i Delaware ved at undersøge, om Igor Kolomojski og Bogolyubov har hvidvasket for 760 millioner dollars i USA blandt andet gennem ejendomme. FBI og US Justice Department har i ugens løb ransaget og beslaglagt en række virksomheder i USA, som ejes af de to ukrainere. Det skriver flere medier. 

Måske ved at rydde op?

Selv om Ukraine stadig har problemer med korruption, så bliver retssagerne mod Kolomojski set som et opgør imod oligarkerne i Ukraine, som generelt har meget magt. Blandt andet er den ukrainske præsident Volodimir Zelenskij flere gange blevet beskyldt for at være i lommen på Kolomojski og være hans marionetdukke. Selv om det aldrig er blevet bevist, så viser det noget om den magt, som Kolomojski har. 

”Mændene brugte dybest set (PrivatBank) som en personlig konto til at opbygge et forretningsimperium i USA. De anmodede om penge fra PrivatBank – som de altid modtog, fordi de var ejere – flyttede derefter pengene gennem et stort netværk af virksomheder for at skjule deres karakter, kilde, ejerskab og kontrol grundigt,” skriver The Washington Post i en artikel.

Blandt andet vil myndighederne overtage en kontor i Dallas og en stor bygning i Louisville i Kentucky. Derudover er der også tale om at overtage en række ejendomme i Ohio og stålværker i Kentucky, West Virginia og Michigan, mens der også er tale om et produktionsanlæg i Illinois og ejendomme i Texas. 

Hvad betyder det for Ukraine?

LÆS  Ugens økonomiske overblik: Coronavirus rammer hårdt og måske intet IMF-lån?

UBN citerer Timothy Ash, der er senior strategier for udviklingsmarkeder med fokus på blandt andet Ukraine hos Bluebay Asset Management Company, for at sige:

“Den amerikanske stat ser ud til, at den har set nok med hensyn til risici for back-tracking på bankreform dagsordenen og tager sagerne i egne hænder (med) denne civile retssag, der blev indledt mod Kolomojski.”

Han henviser til, at det ukrainske parlament tidligere på året vedtog den omdiskuterede bank-lov, som i folkemunde kaldes “anti-Kolomojski-loven”. Loven blokerer muligheden for, at over 100 banker, der efter perioden 2014-2015 blev nationaliseret eller lukket af den ukrainske stat, kan få ejerskabet tilbage. Det rammer blandt andet oligarken Ihor Kolomojski, som i 2016 mistede banken PrivatBank på grund af anklager om svindel. 

Kolomojski har været utilfreds med bank-loven og forsøger at få den omgjort, hvilket ifølge Timothy Ash har fået de amerikanske myndigheder til at reagere. Hvis Kolomojski taber i USA og potentielt også i England, hvor der også er en retssag på vej, så kan det betyde meget for hans magt i Ukraine. 

Ifølge Forbes er Kolomojski god for 6,6 milliarder kroner, hvilket er langt mindre end tidligere. Du kan se en liste over de rigeste ukrainske oligarker her, hvor der også bliver sammenlignet med de rigeste danskere.

close