Foto af Jørgen Håland hos Unsplash

Kiev: Der kommer fornemt besøg i Ukraine i slutningen af måneden. Nyheden kommer på samme tid, som Ukraine har meldt ud, at de vil øge forsvarsbudgetterne. 

Repræsentanter fra Nato vil besøge Ukraine sidst på måneden. Det skal ifølge Alexander Vinnikov, der er leder af Natos repræsentation i Ukraine, vise, at Nato støtter op om Ukraine.

“Det er et stærkt signal om Natos støtte til ukraines selvstændighed og territorial integritet,” sagde Vinnikov. 

Natos generalsekretær Jens Stoltenberg skal ifølge det ukrainske nyhedsbureau Ukrinform mødes med den ukrainske præsident Volodimir Zelenskij i løbet af besøget. Det er muligt, at de to skal diskutere muligheden for at få fred i Donbass-regionen, hvor der har været krig siden 2014, da russisk-støttede separatister løsrev dele af regionen.

Ifølge FN har 13.000 mennesker mistet livet i konflikten. 

Ifølge journalisten Rikard Jozwiak fra Radio Liberty så overvejer EU i øjeblikket, om de skal sænke sanktionerne mod Rusland, hvis der påbegynder forhandlinger mellem Ukraine og Rusland om fred. Det skriver nyhedsbureauet Unian. 

Større militærbudget

Nyheden om Natos besøg i Ukraine kommer samme dag, som det er blevet meldt ud af ukraines forsvarsminister Andriy Zahorodniuk, at landets militærbudget vil stige til næste år. 

“Det er ikke rigtigt (at budgettet vil falde næste år). Faktisk vil det stige,” sagde Zahorodniuk ifølge Ukrinform og slog fast, at han mente alle vil være tilfredse med stigningen. 

Ifølge Ukrinform kan budgettet stige med 33,8 milliarder UAH – cirka ni milliarder kroner. Det er en stigning på cirka 13 procent i forhold til året før, ifølge Ukrinform. 

close