Foto: Yevhen Paramonov fra Pixabay

Det er ikke til at rejse for tiden, men derfor er det jo ikke ulovligt at lægge planer for, hvor man vil hen, når det hele åbner igen.

Erhvervslivet i Kyiv og det politiske spil i Kyiv får en del af Ukraine Nu’s opmærksomhed, men når man snakker om sommerferiedestinationer, så er der ikke ret meget i Ukraine eller resten af Østeuropa, der slår Odessa.

Det er et billigt alternativ til de strandbyerne i Middelhavet, og man kan både gå på restauranter, barer og hoteller uden at slå hul på pensionsopsparingen. Derudover er Odessa endnu ikke overrendt af turister, som mange af destinationerne på for eksempel den kroatiske Istrihalvø.

Derudover er der også et kulturliv og en arkitektur, som man ikke finder overalt, hvilket giver en ekstra dimension til den rejsende, som ikke blot gider ligge på stranden og dase hele dagen.

Rig historie

Odessa deler en lang og indviklet historie med resten af Ukraine. Byen har både været på tyrkiske og russiske hænder og blev officielt grundlagt i slutningen af 1700-tallet af Katharina den anden af Rusland.

Siden voksede byen i størrelse og betydning – særligt på grund af dens placering ved Sortehavet, der gjorde det til en oplagt havneby. I 1800-tallet blev fødevaremarkedet Privoz-markedet åbnet

Dengang blev der solgt goder fra hestevogne. I 1902 blev markedet brændt ned, fordi der udbrød pest. Det blev siden genopbygget og ligger der endnu på Privoza Street – i dag sælges der stadigvæk mad, men også en kombination af skatte og skrald.

Byens vigtige rolle i flere forskellige versioner af det russiske kan ses tydeligt på arkitekturen – særligt på Primorsky Boulevard, der i dag også er centrum for meget af byens natteliv.

Også i dag spiller Odessa en vigtig rolle. Siden Krim blev taget af Rusland, er Odessa blevet hjemsted for den ukrainske flåde – krigen påvirker dog ikke feriegæsterne nævneværdigt den dag i dag.

Blakket ry

Odessa har et blakket ry for at være et arnested for organiseret kriminalitet og korruption. Det er ikke grebet ud af den blå luft, og derfor har flere erhvervsfolk også værgret sig for at se Odessa som en forretningsmulighed.

Odessa har også været scenen for flere vanvittige historier, blandt andet historien om en stripklubejer, en playboy og en narkosmugler, der forsøgte at købe en militær ubåd på vegne af et narkokartel.

Historien er rullet ud i filmen Operation Odessa fra 2018, der ligger tilgængeligt på Netflix lige nu.

close