Den såkaldte tube - en oppustelig ring, man trækker efter speedbåden. Foto: Emil Filtenborg.

Når varmen lægger sig henover Ukraines hovedstad Kyiv, søger mange af indbyggerne imod byens strande. Men selve floden har man nærmest for sig selv. 

Ukraine Nu har været på en speedbådtur på Dnepr-floden, der løber gennem Kyivs hovedstad, og det kan anbefales på det varmeste. Særligt nu, hvor sommeren viser tænder, og byen bliver varmet op til kogepunktet.

Derfor satte vi os i weekenden i en speedbåd med nogle gode venner samt kaptajn Jurij og sejlede fra en marina tæt på Hydropark nordpå ad Dnepr-floden, hvorefter båden blev styret sydpå mellem to af småøerne i floden.

Langs bredden sad folk – nogle steder på lårene af hinanden – og nød årets første rigtige sommerdage. Men på vandet var der ikke mange andre sejlende, så det gav nem mulighed for at stå på wake board eller tage en tur i en såkaldt tube efter speedbåden.

1000 gyldne kupler og nøgne mænd

Herefter vente båden snuden imod vest og sejlede imod Moderlandsstatuen. Med den imponerende statue ligefrem (og en smule til venstre) og nogle mindre imponerende nøgne mænd på Kyivs nudiststrand Dovbychka til højre, var scenen sat for en god dag i solen.

Herefter gik sejlturen igen nordpå, denne gang med Podil på venstre hånd (eller bagbord, hvis man skal holde på det maritime tema). Her fik man virkelig syn for, hvorfor Kyiv er kendt for sine tusinde gyldne kupler.

Podil fra vandet. Foto: Emil Filtenborg.

Særligt de to kirker i Podil – Sankt Andrews og Sankt Sophias – var flotte som de funklede i solen.

Mange muligheder

Vores ven slap omkring 200 dollars (cirka 1300 dkk) for fire timers sejltur på vandet. I prisen var sejltur, kaptajn og leje af udstyr til vandsport inkluderet. Kaptajn Jurij talte et udmærket engelsk og havde mere tålmodighed med børnene, end man med rimelighed kan forvente.

LÆS  Minister: Internetdækning når 70 procent

Fire timer er nok tid ombord til, at man kan nå at se flere af byens monumenter fra vandsiden, svømme en tur, prøve kræfter med vandski, wake board eller tubes, og der er tilmed plads til at nyde stilheden et øjeblik.

Det siger sig selv, at løsningen med den private speedbåd er en relativt dyr løsning. Der er også billigere alternativer, hvor man bytter privatlivet væk for en mindre billetpris. Uanset hvad bør du huske solcreme, for selv de dyreste billeter kan ikke redde dig fra Kyivs sol.

Hvis du befinder dig i Kyiv og har tid til overs, eller planlægger en tur til den ukrainske hovedstad, så kan redaktionen desuden anbefale en tur tilbage til den kolde krigs trusler om atomvåben eller en tur til Pripjat og Tjernobyl. 

 

close