Foto af CDC hos Unsplash

Der er nu mere end 42.000 officielt smittede i Ukraine, og tallet stiger kraftigt i disse dage efter lempelsen af karantænen. 

Ukraine oplever i disse dage en stigende antal smittede, og udviklingen kommer efter, at landet har lempet corona-karantænen af flere omgange. I de sidste 24 timer er kommet 948 nye tilfælde, skriver det ukrainske nyhedsbureau Unian, og i løbet af ugen havde Ukraine for første gang mere end 1.000 nye smittede på en dag. 

De ukrainske sundhedsmyndigheder melder, at det totale antal bekræftede smittede i Ukraine nu er over 42.000, men det egentlige tal ventes at være højere, da Ukraine stadig tester meget lidt. 1.110 personer har mistet livet, og det stigende antal smittede har fået den ukrainske regering til at overveje nye karantæne-tiltag

Strammere karantæne i Kyiv

Mens den ukrainske regering overvejer nye tiltag i Ukraine generelt set, så har Kyivs borgmester Vitali Klitschko valgt at stramme karantænen i hovedstaden. Det gør han efter, at Kyiv har registreret 142 nye tilfælde i det sidste døgn, hvilket er rekord. 

I Kyiv må man nu blandt andet højest samles ti personer sammen indendørs, og restauranter og barer skal være lukkede efter kl. 22:00. Derudover vil myndighederne i Kyiv blandt andet holde bedre øje med, om restriktionerne og rengøringen i landets kollektive trafik, på markeder og i institutionerne overholdes.

Det er muligt, at der vil komme flere tiltag, og myndighederne har meldt ud, at restriktionerne vil fortsætte indtil smittetallet falder igen. Derudover skal antallet af corona-patienter på regionens hospitaler også bringes ned. 

close