Udsigten fra taget af Lviv Handmade Chocolate. Foto: Stefan Weichert

Lviv er fyldt med store oplevelser, og byen har også både en række cafeer og restauranter, som du sikkert vil finde spændende. Om du er til god kaffe, god chokolade eller lidt sjov og ballade, så har Lviv lige det, som du søger. 

Når corona-skyerne engang letter, og du har planer om at rejse på en storbyferie, så er byen Lviv i det vestlige Ukraine en mulighed. Tidligere har vi på Ukrainenu skrevet om, at du kan besøge den historiske Lychakiv Kirkegård i midtbyen, men Lviv har meget andet.

Du kan komme langt for næsten ingen penge, og byen har ikoniske gader, historiske monumenter og en række ældre kirker, som absolut er et besøg værd. Derudover har Lviv også en række specielle cafeer, som du kan besøge. 

Ukrainenu har her udvalgt tre, så der er lidt for enhver smag. 

Lviv Handmade Chocolate

Ukrainerne er også vilde med chokolade. Ja, hvem er ikke det? Og i Lviv har de cafeen Lviv Handmade Chocolate, som laver noget udsøgt chokolade, som alt muligt andet i Ukraine kan fås til næsten ingen penge. Du kan for eksempel få to kopper varm kakao og chokoladekage med is til 60 kroner, men du kan også få en hel masse andet. Kan du tænke det, så kan du sikkert også få det hos Lviv Handmade Chocolate.

Lviv Handmade Chocolate har også en butik tilknyttet, hvor du kan købe en række ting med hjem til familie og venner. Lviv Handmade Chocolate er stiftet af Natalia og Volodimir Dubovykh, som opfandt fem typer chokolade, som i dag er fundamentet for forretningen. De hedder Lviv Amurka, Marz and Panna, Kaiserwald, Tsisarska og Bernardynka.

Du kan finde Lviv Handmade Chocolate på st. Generala Yunakiva, 10, Lviv.

På kaffe-opdagelse i Lviv

LÆS  Fanget i Ukraine? Der er gode nyheder

Er du mere til kaffe, så har Lviv også lige det, som du leder efter. Hos Lviv Coffee Mine kan du få alt det kaffe, som du kan drømme om. Stædigt holder stedet fast i, at de miner kaffen fra under den centrale plads i Lviv, hvilket selvfølgelig ikke passer, men de har gjort meget ud af, at få kælderen til at ligne en mine og har limet kaffebønner på væggene. 

Det er ikke til at sige, hvor mange turister der falder for historien, men stedet er absolut et besøg værd. I “minerne” kan du nemlig sidde i mørket og nyde kaffe og kage, mens du tænker over, hvor gennemført det hele er. 

Når du bestiller deres specielle kaffe i “minerne”, så kommer de og sætter ind til det, så det nærmest bliver en hel forestilling med ild henover bordet. Det er absolut et besøg værd. En kop kaffe med kage og is for to personer koster omkring 50 kroner. 

Du kan finde Lviv Coffee Mine på Lviv, Sq. Market, 10. 

For dig der kan lide sjov og ballade

I en helt anden boldgade byder Lviv også på en restaurant, der ikke er for de sarte sjæle. Her kan du nemlig risikere at blive få en med pisken af personalet. Stedet hedder Masoch og er både cafe, restaurant og hotel. Her kommer du først ind gennem en souvenirbutik før selve restauranten, hvor tjenerne går rundt i sexet undertøj med piske i hånden. 

Her er du aldrig helle. Lige pludselig kan de finde på at give dig et svirp med pisken, og hvis du er uheldig eller heldig, afhængig af hvem du er, så kan du blive udvalgt til at smide trøjen og få adskillelig slag over ryggen. Stedet er dog ikke en swingerklub eller noget i den retning. I stedet er stedet dedikeret til Leopold von Sacher. Han opfandt konceptet masochisme og var født i Lviv i 1836. Da han blev voksen, fandt han ud af, at han elskede at blive domineret af kvinder og begyndte at skrive om det.

LÆS  Ukraine og Hviderusland aftaler tættere samarbejde

Hans mest kendte bog er Venus in Furs, der blev publiseret efter, at han havde været på togrejse i Italien som sin elskers slave. Hun rejste på første klasse, Sacher på tredje.

Masoch ligger på Lviv, street Serbian, 7. 

close