Foto af Yassine Khalfalli hos Unsplash

Blot 102 danskere er meldt på danskerlisten, som Udenrigsministeriet bruger til at underette danskere i udlandet om krisesituationer. 

I lyset af den igangværende corona-pandemi har Ukraine Nu talt med det danske udenrigsministerium. Ifølge dem er der 102 danskere registreret på danskerlisten, som ministeriet blandt andet bruger til at holde overblik over, hvor danskerne befinder sig.

Særligt i en situation som nu er det en god idé at melde sig på danskerlisten, hvis man er i udlandet – også Ukraine. Ligeså vigtigt er det, at man melder sig fra listen igen, hvis man er kommet hjem til Danmark i god behold.

Omtrent halvdelen af de registrerede er rejsende og bor ikke i Ukraine. Udenrigsministeriet opfordrer stadigvæk den del af gruppen til at vende hjem hurtigst muligt.

“Udenrigsministeriet opfordrer danske rejsende, der befinder sig ude i verden til at tage hjem, så snart det er muligt, i tæt dialog med deres rejsebureau, flyselskab eller forsikringsselskab. Danskere i Ukraine bør følge med i de lokale sundhedsmyndigheders anbefalinger,” skriver ministeriet i en mail.

De tilføjer, at “strandede danskere kan kontakte Udenrigsministeriets Globale Vagtcentral hele døgnet på mailadressen bbb@um.dk eller (+45) 33 92 11 12 og sørge for at blive registreret på Udenrigsministeriets liste over danskere strandet i udlandet.” 

Meld dig på listen 

Udenrigsministeriets opfordring til at melde sig på danskerlisten kræver ikke den store indsats. Man kan enten melde sig på danskerlisten gennem ministeriets hjemmeside eller i appen “Rejseklar.”

“Evakueringer kan kun komme på tale i helt ekstraordinære situationer. Udenrigsministeriet har ikke hjemmel til at afholde udgifter til borgeres hjemrejsebilletter. Der er dermed heller ikke udsigter til, at Udenrigsministeriet henter borgere hjem på statens regning, når Corona-udbruddet forhåbentlig er bag os,” skriver Udenrigsministeriet.

Blandt de 102 registrerede i Ukraine kan der også figurere personer, som er tilbage i Danmark. De bedes afmelde sig listen igen, skriver Udenrigsministeriet.

Zelenskij maner ukrainerne til ro

close