Foto af Mitch Lensink hos Unsplash

Kiev: En fangeudveksling mellem Ukraine og Rusland kan være på vej, hvis man skal tro på de hints, både ukrainske og russiske politikere er kommet med. 

En større fangeudveksling mellem Rusland og Ukraine kan være på vej. Præsident Volodimir Zelenskij har til journalister sagt, at han arbejder på det, ligesom Vladimir Putins talsmand ifølge Kyiv Post har bekræftet, at “dialogen er i gang.” 

De fanger, der særligt er opmærksomhed på i Ukraine, er de 24 sømænd, der blev tilfangetaget ud for Krims kyst i november 2018. Men de er ikke de eneste, der sidder til fange i Rusland. 

Omkring 120 ukrainere sidder lige nu som politiske fanger i Rusland og Krim, skriver Kyiv Post. Det vil være den første store fangeudveksling siden konflikten mellem Ukraine og Rusland tog fart i 2014. 

Svirrende rygter 

På rygtebørsen er der lige nu flere rygter, der peger på, at den ukrainske filminstruktør fra Krim Oleg Sentsov er blevet flyttet fra et fængsel i Sibirien til et i Moskva. Det er dog ikke blevet bekræftet. 

Derudover har et russisk medie også skrevet, at Rusland og Ukraine er blevet enige om at udveksle 33 fanger hver. Men det er heller ikke bekræftet. Derudover er der også blevet løsladt nogle fanger her og der, men det er altså endnu ikke bekræftet, at det kommer til at ske. 

Men det er bekræftet, at forhandlinger er i gang. 

 

close