Arkivfoto: Emil Filtenborg.

Det ukrainske sundhedsministerium arbejder på at forlænge COVID-19-karantænen med endnu en måned.

Karantæne, social distance, maskepåbud. Coronavirussen har lagt sig tungt over den kollektive bevidsthed og det offentlige rum. I Ukraine får virussen lov til at regere i endnu en måned, hvis det står til sundhedsministeriet. Det skriver Unian.

Lige nu løber karantænen til og med den 31 juli – om godt to uger. Men det har ifølge sundhedsminister Maxim Stepanov ikke være nok til at stoppe sygdommen – en ting de daglige smittetal bekræfter.

Derfor vil ministeren nu forlænge karantænen, ligesom han og ministeriet også kigger på ændre de forskellige tiltag, der er i karantænen. Karantænen blev forlænget til den 31. juli tilbage i juni.

Høje smittetal

Tirsdag skrev Unian også, at karantænen måske kan ende med at blive forlænget helt indtil 2022. Men det betyder dog ikke, at alle skal sidde derhjemme og vente på, at verden kommer på fode igen.

Det er nemlig en fleksibel karantæne, Ukraine har indført. Det betyder, at der åbnes og lukkes alt efter, hvordan det går med smittetallene. Siden maj har Ukraine åbnet flere forskellige dele af bylivet igen.

Metroer, toge, restauranter og barer er blevet en del af både hverdag og weekend igen, men desværre har det også medført, at flere og flere ukrainere bliver testet positive for coronavirus.

I det seneste døgn er der blevet registreret 836 nye tilfælde af coronavirussen. I alt har de registreret 55.607 tilfælde. 1427 af dem er døde af sygdommen – 15 indenfor det sidste døgn.

Omtrent 28.000 af de registrerede coronapatienter er kommet sig ovenpå sygdommen igen.

LÆS  Fangeudveksling på vej mellem Ukraine og Rusland?
close