Ukraine Nus nye Business Club, UANBC har holdt sit første webinar med talere fra Sverige, Danmark og Ukraine.

Ukraine Nu har lavet en ny klub for forretningsdrivende i Ukraine som et led i, at Ukraine Nu fremover skal være et betalingssite. Det er planen, at der hver anden måned skal holdes et webinar for medlemmerne.

I dag blev det første webinar afholdt. Blandt talerne var den ukrainske ambassadør i Danmark, den danske ditto i Kyiv og direktør for den svenske investeringsbank, SEB, Kristian Andersson.

“Dette er det første webinar i vores business club. Vi har arbejdet hårdt for at få det op at køre med den grundlæggende idé, at Ukraine og Skandinavien har en masse at tilbyde hinanden,” sagde ordstyrer og chefredaktør på Ukraine Nu, Mikkel Schøler.

Godt format

Blandt tilhørerende sad Leif Pedersen, der er direktør i transportvirksomheden ICT A/S. Ifølge ham mangler der kendskab til Ukraine blandt de europæiske forretningsdrivende, som bør kigge mod markedet i Ukraine.

“Rammen er god, og jeg synes vi har en opgave i – alle os der elsker Ukraine – at brede tæppet ud. Ikke bare i Danmark, men også i Sverige. Vi skal have mere kendskab til det potentiale, der ligger i Ukraine som både produktions- og aftagerland,” siger Pedersen.

Leif Pedersen har gennem virksomheden ICT arbejdet med logistik i Ukraine, Rusland og de omkringliggende lande i årtier nu.

Planer om at mødes fysisk

Leif Pedersen blev trods sine mange års erfaring med Østeuropa blandt andet overrasket over Kristian Anderssons indlæg, hvor han fortalte, at finanssektoren i Ukraine er meget lille i forhold til landets størrelse.

“Jeg synes, der var nogle gode pointer, som man kan bruge i stedet for fluffy snak. Det overraskede mig meget, det der blev sagt om, at bankverdenen er lille. Det kom bag på mig,” siger Pedersen.

Som en efterhånden naturlig konsekvens af pandemien, blev webinaret afholdt over Zoom. Sådan forbliver det som minimum i den første halvdel af 2021, men håbet er, at det kan blive gjort fysisk allerede i næste år.

 

close