Foto af Eugene hos Unsplash

Det er muligt, at de to reformer, som ellers er blevet hyldet af Vesten, vil blive fundet forfatningsstridige af Højesteret. Det er det sidste nye i en større kamp mellem præsidenten og retten. 

Hos Ukrainenu har vi i den seneste tid beskrevet, hvordan den ukrainske præsident Volodimir Zelenskij er kommet i modvind efter, at der er sået tvivl om hans antikorruptionsarbejde. Det har blandt andet fået EU og den Internationale Valutafond, IMF, til at true med store konsekvenser, men især en ny sag med Højesteret har fået udlandet til at spidse ører. 

Ukraines højesteret har tidligere besluttet, at fjerne kravet om, at landets politikere og dommere skal oplyse deres indkomst og formue. Det er ellers et vigtigt punkt i landets korruptionsarbejde, og det har gjort Vesten og en række borgere i Ukraine utilfredse. Nu melder Ukraines Højesteret også, at de vil kigge nærmere på landreformen og bank-loven, som begge blev vedtaget tidligere på året for at sikre et lån fra IMF. Derudover vil Højesteret også kigge nærmere på, om det var forfatningsstridigt at lukke omkring 100 banker i perioden fra 2014-2015, da bankerne var drevet på mistænkelige måder. 

Landreformen åbnede op for køb og salg af ukrainsk landbrugsjord for første gang i Ukraines historie, mens bank-loven satte en stopper for oligarken Igor Kolomojskis forsøg på at få PrivatBank tilbage, som han svindlede med tilbage i 2016 for et stort milliardbeløb. Hvis Højesteret finder de to reformer for forfatningsstridige, vil det annullere dem. Nu vil den ukrainske præsident Volodimir Zelenskij få det ukrainske parlament til at fyre alle 15 dommere i Højesteret, og hvis de ikke gør det, så vil han opløse parlamentet. 

“Du ved, dette er seriøst, dette er ikke noget spil. Men jeg, som præsident, gav bolden til dem. Jeg tror, at parlamentsmedlemmer har mange muligheder… Det er dem, der skal beslutte nærmere. Jeg vil støtte dem selv på radikale veje, som jeg har talt om – den jeg foreslog (fyre dommerne, red.),” sagde Zelenskij i et tv-show ifølge det ukrainske nyhedsbureau Unian

Kampen er ikke slut endnu

Det betyder dog langt fra, at faren er drevet over. I en klumme i Financial Times har Zelenskij bedt Vesten om tålmodighed, mens hans forsøger at få løst problemerne. Unian har tidligere skrevet, at Højesterets nuværende arbejde imod korruptionsarbejdet er en trussel mod statens sikkerhed og henviser til, at der allerede har været demonstrationer.

“Vil det nye Maidan bryde ud i november? Dette er ikke noget retorisk spørgsmål. Aftalen, som forskellige regeringsgrene indgik efter en skandaløs afgørelse truffet af Ukraines forfatningsdomstol “om at afskaffe aktiverklæringer” for embedsmænd, har ikke kun resulteret i gadeprotester, det udgør også en trussel mod statslivet,” lyder det i analysen hos Unian. 

Tidligere har Kirilo Shevchenko, der er guvernør for Ukraines Nationalbank, været ude at sige, at det vil have katastrofale konsekvenser for banksektoren, hvis højesteret finder afgørelserne for forfatningsstridige.

”Jeg er helt sikker på, at anerkendelsen af denne lov som forfatningsstridig (statens lukning af en række banker, red.) vil ødelægge systemet med at garantere enkeltpersoners indskud, underminere tilliden til banksystemet, gøre systemet så sårbart som muligt og skade millioner af indskyders interesser,” lyder det fra Shevchenko ifølge UBN

Vil han få flertal?

Det store spørgsmål er, om Zelenskij kan få parlamentet til at fjerne de 15 højesteretsdommere eller på anden vis tvinge Højesteret til at droppe sagerne. Ifølge UBN er det usikkert, om Zelenskij har flertallet. Godt nok har hans parti Folkets Tjener på papiret flertal i parlamentet, men partiet er splittet i flere fraktioner, hvor oligarken Igor Kolomojski styrer en gruppe, og det er hans interesse at få bank-loven omgjort. 

Det ændrer dog ikke på, at Zelenskij nu vil have gjort noget, og han advarede mandag parlamentet imod ikke at gøre noget. 

”Vi vil forsøge at genstarte hele systemet, fordi tiden for samtaler er forbi. Tiden til overtalelse og blide metoder er forbi. Det er nødvendigt at træffe hårde afgørelser om forfatningsdomstolen. Det er obligatorisk. Det er ikke engang en anmodning. Der er ingen anmodninger, når værdierne ødelægges,” lød det fra præsidenten ifølge UBN. 

Til UBN skriver Zenon Zawada, der er analytiker hos Concorde Capital, at det er usikkert, at præsidenten vil være i stand til at finde et flertal, hvilket vil betyde mere usikkerhed. 

”Præsidentens lovgivning vil ikke blive godkendt af parlamentet, hvor selv en betydelig del af medlemmerne af Folkets Tjener-fraktion er imod. I stedet for forventer vi, at parlamentet til sidst vil hamre et lovforslag, der opfylder godkendelse fra vestlige institutioner, igennem… Denne løsning indebærer ikke afskedigelse af alle domstolens dommere, som gradvist kan fjernes af retshåndhævende organer,” lyder det fra Zawada. 

En trussel fra Højesteret

Igor Slidenko er en af landets højesteretsdommere, og han har advaret imod konsekvenserne, hvis Zelenskij afskediger alle dommerne i Højesteret. 

“Hvis der er forsøg på at gribe forfatningsdomstolen med magt. Her mener jeg retsbygningen, så vil det betyde krig. Der er politiske kræfter, der under ingen omstændigheder er enige i en sådan udvikling til magtovertagelse,” sagde Slidenko til Unian mandag. 

close