Foto af Max Kukurudziak hos Unsplash

Selv om der tirsdag blev indgået en aftale mellem Rusland og Ukraine om våbenhvile i Donbass-regionen, så er der stadig knaster. 

En våbenhvile og fangeudveksling mellem Rusland og Ukraine var blandt andet, hvad der kom ud af de såkaldte Normandie-forhandlinger, der skulle forsøge at skabe fred mellem de to lande. Ukraine og Rusland har været i konflikt siden 2014, da Rusland annekterede Krim-halvøen og støttede separatister i at løsrive dele af Donbass-regionen. 

Rusland og Ukraine blev enige om, at de tidligere indgåede aftaler i den hviderussiske hovedstad Minsk fra 2014 skal overholdes. Derudover at den såkaldte Steinmeier-aftale, som giver særstatus til Donbass-regionen, hvis de afholder fair valg, skal implementeres. 

Men netop på dette punkt er der problemer ifølge den ukrainske præsident Volodimir Zelenskij. Mens Ukraine mener, at de skal have fuld kontrol over Donbass-regionen, før der kan afholdes valg, er Rusland uenig. De vil have valget afholdt, som situationen er nu. 

“Jeg foreslog at lave en undergruppe af Minsk, der vil handle om specifikt dette problem med at få kontrollen tilbage med de ukrainske grænser. Og at få det stadie til at slutte før valgene (i de besatte dele af Donbass, red),” sagde Zelenskij ifølge det ukrainske nyhedsbureau Unian og uddybede, at Putin slog hårdt fast på at overholde de allerede indgåede aftaler, som ikke fastslår, at Ukraine skal have fuld kontrol. 

“På en måde er vi gidsler af Minsk (de tidligere indgåede aftaler, red). Jeg sagde, at vi ikke ville gøre det. Han sagde, at der ikke er nogen anden vej, men vi startede så med at snakke om det. Og de sagde: Okay, lad os snakke,” sagde Zelenskij. 

Rusland: Vi har ikke snakket om det

Ifølge Unian påpegede den russiske præsident flere gange, at de allerede indgåede Minsk-aftaler først indebærer, at Ukraine får fuld kontrol over Donbass-regionen efter, at der er afholdt valg i regionen. At Ukraine og Rusland skulle have snakket om en anden løsning, afviser den russiske talsperson Dmitry Peskov ifølge det russiske nyhedsbureau Tass.

“Det emne blev ikke diskuteret i går (mandag)… Som du ved skrev de fire præsidenter (fra Tyskland, Frankrig, Rusland og Ukraine, red) i andet afsnit af den samlede aftale-tekst fra Paris-mødet: ‘Minsk-aftalerne fortsætter med at være basis for arbejdet i Normandie-formatet, hvis medlemmer er forpligtet til dens fulde implementering’,” sagde han. 

Tidligere har flere demonstranter i Ukraine givet udtryk for deres utilfredshed med, at muligheden for, at der kan blive afholdt valg i de besatte områder, mens Ukraine endnu ikke har kontrol over dem. Tidligere tirsdag var den ukrainske indenrigsminister Arsen Avakov ude at slå fast, at Ukraine kun vil tillade valg, hvis landet genvinder kontrollen. 

Han mener, at Ukraine vil få kontrollen tilbage, men at det vil ske i en “meget vanskelig” overgangsperiode, der kan tage seks måneder. 

“Men det vil først blive senere, når parterne har godkendt alting. For nu kan vi se, at Putin ikke er klar til at give os grænsen tilbage,” sagde Avakov ifølge Unian. 

Det er meningen, at Tyskland, Frankrig, Rusland og Ukraine skal mødes igen om fire måneder til en nyt møde i det såkaldte Normandie Format.

close