Olena Zelenska og Volodimir Zelenskij har nu begge to haft COVID19. Photo: Presidential press office

Ukraines præsident Volodimir Zelenskij er blevet indlagt med COVID19, imens smitten slår rekord.

Præsident Volodimir Zelenskij er blevet indlagt med COVID19 og får nu behandling på et hospital i Kyiv, hvor han også har fået indrettet et isoleret kontor, så han kan fortsætte sit arbejde. Det skriver Unian.

Der er ingen meldinger om, hvorfor præsidenten er blevet indlagt, men da han tidligere gjorde det klart, at han havde fået sygdommen, understregede han også, at hans symptomer ikke var alvorlige.

Foruden Zelenskij, er også chefen for hans kontor, Andrij Jermak, blevet indlagt på det samme hospital, efter han blev testet positiv i samme ombæring som præsidenten.

Danmark donerer respiratorer

Den danske stat har doneret 50 respiratorer til Ukraine, som skal bruges til at behandle COVID19 patienter. Det skriver Udenrigsministeriet i en pressemeddelelse, hvor de også garanterer, at respiratorerne er af den rette slags til behandling af COVID19.

“Respiratorerne har de ventilationsformer, der er hensigtsmæssige til behandling af COVID-19 patienter med lungesvigt, og giver mulighed for tilstrækkelig ilttilførsel samt tilfører tilstrækkeligt lufttryk i slutningen af udåndingsfasen, hvilket vurderes afgørende for optimal respiratorbehandling af COVID-19 patienter.”

Det blev annonceret i går, og det danske forsvar vil nu arrangere transporten i samarbejde med Beredskabsstyrelsen.

Over 11.000 smittede

Det seneste døgn er der blevet registreret 11.057 nye tilfælde af coronavirussen i Ukraine, hvilket skubber det totale antal smittede over 500.000 personer. Lidt under halvdelen af disse er kommet sig ovenpå sygdommen igen.

1509 nye patienter er blevet indlagt på hospitalerne rundt omkring i landet. Det er tilmed blevet bekræftet, at den nye weekendkarantæne vil træde i kraft, hvilket betyder at det stort set kun vil være supermarkeder, der holder åbent lørdag og søndag.

close