Arkivfoto: Emil Filtenborg

Kiev: Zelenskij mener dog, at han også har rost lederne fra Tyskland og Frankrig i sit opkald med den amerikanske præsident. 

Kritikken mod den ukrainske præsident Volodimir Zelenskij har været massiv, efter hans opkald til Donald Trump tilbage i juli er blevet offentliggjort. Samtalen er blevet tilgængelig for offentligheden, da Donald Trump er kommet under anklage for at skulle have presset den ukrainske præsident til at indlede en undersøgelse af den demokratiske præsidentkandidat Joe Biden for korruption. 

Men i Ukraine er det ikke kun det spørgsmål, der fylder. I opkaldet fremgår det, hvordan Zelenskij giver Trump ret i, at Tyskland og Frankrig gør for lidt for at hjælpe Ukraine i kampen mod Rusland. Zelenskij har aldrig udtrykt sig offentligt på den måde, og der har været spekuleret i, om det kan give knaster mellem Ukraine og de to lande. Nu vælger Zelenskij at glatte ud, selv om han stadig står ved sine ord. 

“Jeg står ved hvert ord, jeg sagde. Jeg har mange gange takket. Jeg takker, og jeg vil blive ved med at takke,” sagde Zelenskij ved et pressemøde i New York i forbindelse FN-topmødet, ifølge det ukrainske nyhedsbureau Unian. 

Situationen har ændret sig

Siden 2014 har Rusland og Ukraine været i konflikt. Det skete, da Rusland annekterede Krim-halvøen og støttede separatister i den østlige Donbas-region. Siden har mere end 13.000 mennesker mistet livet, ifølge FN. I øjeblikket forsøger Zelenskij med Tyskland og Frankrig i ryggen at få skabt nye fredsforhandlinger med Rusland, og Zelenskij vil da heller ikke have det til at lyde som om, at han er utaknemmelig. 

“Jeg kan ikke lide at sige noget skidt omkring nogen, nogen som hjælper os, da vi er taknemmelige for dem alle. Men jeg talte sandheden, fordi Nord Stream 2 er en stor trussel til vores energi-sikkerhed,” sagde Zelenskij, der forsikrer, at hans kritik af Frankrig og Tyskland kun er på grund af deres manglende støtte i forhold til Nord Stream 2.

Han henviser til planerne om at bygge gasrørledningen Nord Stream 2, der oprindeligt var planlagt at skulle gå gennem Danmark. Zelenskij mener, at rørledningen, der skal forsyne Europa med russisk gas, vil være en trussel mod Ukraine, da Rusland så vil have større mulighed for at lukke for gassen til Ukraine, hvor russiske rørledninger også går igennem.

close