Foto: World Economic Forum / Boris Baldinger

Ukraines præsident, Volodimir Zelenskij, har startet et større politisk slagsmål med beslutningen om at sanktionere flere tv-kanaler og et parlamentsmedlem.

Den ukrainske præsident har besluttet sig for at sanktionere parlamentsmedlemmet Taras Kozak, fordi han angiveligt står i ledtog med den pro-russiske politiker, Viktor Medvedchuk, skriver Unian.

Ikke nok med de personlige sanktioner, vil tre af hans tv-kanaler også blive sanktioneret. Det drejer sig om 112 Ukraine, NewsOne og ZIK. Sanktionerne er i første omgang blevet indført i en femårig periode.

Konkret betyder det, at de har fået blokkeret aktiver, der er restriktioner på handel, delvis eller hele forbud mod transit af ressourcer, fly eller udstyr tværs over Ukraine, der må ikke hæves penge i Ukraine, licenser bliver annulleret og en lang række andre konsekvenser.

Slagsmålet kan begynde

Taras Kozak er en del af partiet Opposition Platform – For Life, som generelt bliver anset som værende pro-russiske. Partiet rummer også personer som Nestor Shufrych, der allerede har været ude og kalde det ulovligt.

Ifølge ham er det kun muligt at sanktionere udenlandske personer og selskaber, men det er der uenighed om. Heller ikke blandt præsidentens egne folk, er der fuldstændig enighed om beslutningen.

“Sanktioner imod TV kanaler er altid en dårlig idé, uanset hvem der gør det,” har Dmitry Razumkov sagt til The Babel. Dmitry Razumkov er formand for parlamentet, han repræsenterer præsidentens parti og var Zelenskijs højre hånd i valgkampen.

Viktor Medvedchuk

Medvedchuk har længe været beskyldt for – ofte med rette – at have synspunkter, der flugter ret godt med Kremls. Det er selvsagt problematisk for mange af hans modstandere, når nu der er en proxykrig i gang imellem de to lande.

Det menes også, at Medvedchuk er den russiske præsident Vladimir Putins forlængede arm i Ukraine. Medvedchuk er under alle omstændigheder på god fod med Putin, som han flere gange har kaldt en personlig ven.

Putin er blandt andet gudfar for Medvedchuks yngste datter. Medvedchuk har desuden givet Rusland ret i, at de havde krav på Krim, dengang de annekterede halvøen ved Sortehavet i 2014.

 

close